I mellemtiden har bandet brudt med Sony og lavet deres eget studie, og forsangeren Jon Foreman har udgivet 4 EP’ere, der har været noget mere folk-inspireret. Nu er Switchfoot tilbage, og de har bestemt ikke glemt, hvordan man trykker den af.
Fra energisk rock til ballader
Rent musikalsk er pladen en blanding af energiske rock and roll numre og mere balladeagtige numre.
Af numre med masser af energi og rå guitarriffs kan bl.a. fremhæves “Mess of Me”, der også var den første single, der blev udgivet i forbindelse med albummet. Nummeret formår med sin næsten overdrevne forvrængning af guitaren at fremkalde den rodede tilstand, titlen henviser til.
Et nummer som “Always” giver derimod, med et roligt piano i baggrunden, visse associationer til det mere afdæmpede lydunivers, der også er kendetegnende for Jon Foremans EP’ere.
Lovprisning uden klicheer
Hvor teksterne på nogle af Switchfoots tidligere udgivelser har været optagede af grådigheden og forbrugerismen, nogle gange med et twist af politik, udtalte de selv inden udgivelsen, at på dette album gjaldt det, at; “darks are darker and the lights are brighter and the lows are lower and the highs are higher.”
Selvom teksterne stadig sætter fokus på menneskets mangler i sig selv, peges der i “Free” på, at der er en mulighed for at blive sat fri, og i titelsangen “Hello Hurricane” gøres det klart, at de storme, vi kan møde som mennesker, ikke må gøre vores kærlighed tavs.
Dette arbejde med yderpunkterne i lyrikken kommer også til udtryk i det meget varierede musikalske udtryk, som på den ene side er meget effektfuldt, men også kan blive en anelse forvirrende.
Som det også har været gældende på flere af Switchfoots tidligere udgivelser, er der ikke tale om direkte forkyndede tekster, men jeg vil sige, at flere af sangene er eksempler på, at man godt kan synge om livet som kristen og lovprise Guds kærlighed uden at bruge alle de klicheer, man kan møde i andre sammenhænge. Et eksempel på dette er sangen “Your love is a song”.
En investering værd
Samlet set mener jeg helt sikkert, at albummet er værd at investere i. Det er fremragende produceret og indeholder flere sange, der med deres lette melodier går rent hjem, men også flere tekster, der fortjener en ekstra tanke.
Jeg er dog ikke helt overbevist af sammensætningen af numrene, da jeg ikke helt synes det fungerer, at numrene skifter så meget i tempo og energi, men det er min helt personlige oplevelse.
Jeg vil give albummet 4 ud af 5 stjerner.



Skriv en kommentar