Kirk Franklin

Kirk Dwayne Franklin blev født den 26. januar 1970 i Fort Worth, Texas. Han er internationalt kendt for at forny gospelgenren med elementer af hip hop og R&B. Han voksede op hos sin grandtante Gertrude og det blev hurtigt slået fast, at han havde et stort musikalsk talent. Han fik klaverundervisning fra han var fire år gammel. Han kunne læse noder og spille efter gehør, og som syv-årig fik han sit første tilbud om en pladekontrakt, men det afslog hans grandtante dog.

Kirk fik en streng kristen opdragelse. Som elleve-årig blev han leder for koret i sin kirke. I løbet af teenage-årene gjorde Kirk oprør mod den opdragelse han havde fået, men hans grandtante forsøgte at holde ham på ret kurs ved at få ham ind på et godt musikkonservatorium. Han kom ind, men vedblev dog at være lidt af en rebel. Det var først, da en af hans venner døde af at blive skudt, at han tog sig sammen og vendte tilbage til kirken og musikken. Som tyve-årig blev han håndplukket til at lede gospelkoret ved et stort stævne, Gospel Music Workshop of America. To år senere, i 1992, samlede han The Family, et professionelt gospelkor på 17 personer, og i 1997 kom han med en ny gruppe, God’s Property. Imidlertid blev han sagsøgt af begge grupper og besluttede på baggrund af konflikterne at fortsætte sin karriere som soloartist, med undtagelse af én udgivelse med One Nation Crew.

Kirk Franklin giftede sig i 1996 med Tammy Collins. Begge havde et barn fra tidligere forhold. Sammen har de to børn. I 2006 medvirkede parret i The Oprah Winfrey Show, hvor Kirk fortalte, at han gennem mange år havde kæmpet med afhængighed af porno, men at han ved hjælp af kristen samtaleterapi havde overvundet sit misbrug syv år tidligere.

Data

Genre: Gospel & Hip hop
Land: USA
Aktiv siden: 1993

Links:

Den ene nyhed om denne kunstner

Nyt album fra Kirk Franklin

Nye udgivelser 22. marts, 2011

15 nye tracks fra en kunstner, der går sine egne veje.