Me In Motion, der spiller brit-pop inspireret rock’n'roll, er et af de mest lovende bands, der fik en pladekontrakt i 2009. Deres vej til tops har ikke just været en langvarig proces idet bandet blev dannet i 2006, men den har været hektisk og begivenhedsrig.
Initiativet startede hos den dengang 19-årige frontfigur Seth Mosley, der var lidt af et vidunderbarn indenfor sangskrivning og musikproduktion. Seth begyndte at spille guitar som 12-årig, og stod første gang på en scene, da han var femten. Han indrettede et lydstudie i familiens kælder hvor han producerede musik for sine venners bands. Da han var færdig med high school havde han tænkt sig at gå på musikkonservatorium i Nashville, men efter han havde gået der en uge, fik han tilbud om et fast job i et pladestudie i Ohio. Efter at have tænkt sig godt om, besluttede han igen at pakke taskerne og tage imod jobbet.
Det var i perioden i Ohio at Seth mødte Tim og Brian, og de tre dannede gruppen Me In Motion. Og det begyndte at gå op for Seth, at det ikke var ham at sidde i et studie resten af sit liv. Han var selv en kunstner og havde sange, der skulle synges og spilles for et publikum. Så Me In Motion drog af sted og har ikke set sig tilbage siden.
I 2008 blev den kendte, kristne producer og forsanger i All Star United, Ian Eskelin, interesseret i bandet. Han hjalp dem med at udvikle sig og skrive og producere deres første album. Og da bandet fik en pladekontrakt med Centricity Music i 2009, var forsanger Seth blevet så talentfuld en producer, at han producerede mange af bandets egne sange, men også blev medproducer på flere sange på Newsboys’ album “Born Again”.
Me In Motion er kendt for at være rigtig gode på en scene, og for at være meget i kontakt med deres fans, fx via Twitter og MySpace.
Data
Genre: Rock
Land: USA
Aktiv siden: 2006
Links:
Bandmedlemmer:
- Brian Dexter (trommer)
- Seth Mosley (guitar/vokal)
- Tim Wilson (bas)